Så er det blevet tid til en ny opdatering her fra Polen. Der er løbet meget vand igennem åen, som man siger på dansk – i min barndom var det Gudenåen, men her i Polen må det vel være Wisla, som er Polens største flod. I skrivende stund er jeg en glad træner, for vi har netop i weekenden vundet den polske pokalfinale. Det foregår - som i Danmark på herresiden - som et final 4 stævne. Vi spillede i Szczecin ( sådan staves Stettin på polsk) mod hjemmeholdet i semifinalen og vandt en komfortabel sejr med 19-26. I finalen stod vi så ansigt til ansigt med KGHM Metraco Zagłębie Lubin – et hold som vi har krydset klinger med adskillige gange mens jeg har været træner her i Gdynia og aldrig vundet over. Men denne pokalfinale skulle blive vendepunktet. Efter en tæt kamp – en rigtig forsvarskamp lykkedes det for første gang i klubbens historie at vinder pokalen. Det var en dejlig fornemmelse og et stort cadeau til pigerne. De kæmpede forbilledeligt og vandt til slut kampen med 19-24. To spillere - Małgorzata Gapska og Iwona Niedźwiedź blev kåret som henholdsvis bedste keeper og ”most valuable player”. Det var en super oplevelse og et godt arrangement. Folkene fra Szczecin vil i øvrigt igen i år arrangere en træningsturnering i begyndelsen af august og ser gerne deltagelse fra et eller to danske hold!. Et pokaleventyr er slut, men så kan et nyt og andet eventyr forhåbentligt begynde. Om 3 uger starter slutspillet nemlig, hvor vi møder Koszalin i ¼ finalen, men inden de spændende kampe om mesterskabet går i gang skal mange af vore spillere i aktion for det polske landshold, der spiller 2 vigtige kampe mod Portugal. Vi har 5 spiller med i truppen. Desuden et par stykker med på ungdomslandsholdet. Herfra skal lyde et ”pøj pøj” til dem alle og selvfølgelig også til Danmark som skal i aktion.